Menu

Pædofili

Pædofilipolitik i Ølstykke Fodbold Club

ØFC ønsker at sikre ungdomsspillere under 15 år mod pædofili, samt at sikre alle frivillige ledere mod uberettigede beskyldninger.

Det sker først og fremmest gennem en aktuel, tæt og åben dialog mellem forældre, trænere og ledere, som vi opfordrer alle til at bidrage til.

Dernæst benytter ØFC sig af den kontrolmulighed ”cirkulære om Bekendtgørelse af behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister § 36” giver for at kontrollere, hvorvidt voksne (dvs. trænere, hjælpetrænere, holdledere) der er i direkte kontakt med børn under 15 år, er anmeldt eller dømt for pædofili.

Bekendtgørelsen tillader ØFC at tjekke, hvorvidt ovennævnte er dømt for pædofili i form af blufærdighedskrænkelse eller deciderede seksuelle overgreb mod børn under 15 år.

En konsekvent kontrol ud fra definerede og objektive kriterier bør medvirke til at skabe en fornemmelse af en vis tryghed  ved at være barn i ØFC.

Kontrol af personer i DCK bør til gengæld ikke medvirke til at skabe en falsk tryghedsfornemmelse, idet registret alene omfatter personer, der formelt er anmeldt eller dømt for pædofiliforhold.

Rent juridisk og praktisk skal de pågældende trænere og holdledere give skriftlig samtykkeerklæring, før DBU, ØFC og andre klubber må søge oplysninger på de pågældende i registret.

ØFC forbeholder sig ret til at indhente oplysninger om ansatte og nyansatte trænere, hjælpetrænere og holdledere med direkte tilknytning til børn og unge under 15 år, i henhold til bekendtgørelsen om behandling af oplysninger i DCK’s § 36.

 

ØFCs retningslinjer og procedurer
For at skabe konsekvens i arbejdet mod pædofili, har ØFC vedtaget et sæt retningslinjer og procedurer, der dels kommunikeres internt i ØFC og til klubbens interessenter, og dels skal benyttes som administrativ procedure.

A: Følgende grupper kontrolleres:

  • Trænere og alle typer af hjælpetrænere for børn under 15 år
  • Holdledere for børn under 15 år

B: Interval for kontrol:

  • Ved nyansættelser og derefter årlig opfølgning
  • Ved genforhandling af kontrakt med ØFC

C: Oplysningerne søges og indehaves af: 

Ungdomsformand for drenge, ungdomsformand for piger samt forretningsføreren.

Ovennævnte personer er underlagt tavshedspligt, og oplysningerne er fortrolige, og bliver ikke viderebragt til 3. mand.

D: Af- og bortvisning
ØFC afviser ansættelse af og bortviser personer, der er dømt i henhold til § 222 og § 223.

E: ØFC afviser konsekvent at ansætte personer der nægter at underskrive samtykkeerklæring for kontrol. For eksisterende ansættelsesforhold kan ØFC varsle en væsentlig ændring af ansættelsesaftalen og derved efter varsel indgå en ny ansættelsesaftale med samtykkeerklæring.

F: Indhentning af samtykkeerklæring samt konsekvenser af anmeldelser om og domme for pædofili i.f.m. ansættelseskontrakt:

Såfremt trænere eller ledere med tilknytning til ØFC ifølge registret er dømt for forhold i relation til Straffelovens § 222, 224, 225 og 235 eller dele af § 210 og 232 vil ØFC afvise et kommende ansættelsesforhold.

Indhentningen af oplysningerne kræver samtykkeerklæring med underskrift fra hver enkelt person der ønsker tilknytning til ØFC. Erklæringen hentes på Politi.dk eller udleveres på ØFCs kontor.

Såfremt den pågældende ikke tillader eller ønsker at give samtykke afviser ØFC et kommende ansættelsesforhold.

G: Hvis der opstår mistanke om eller afsløring af pædofili:

Blufærdighedskrænkelse eller deciderede seksuelle overgreb er en yderst alvorlig sag.

Urigtige beskyldninger mod uskyldige personer for pædofili er ligeledes en yderst alvorlig sag, som kan have uoverskuelige konsekvenser for den pågældende, både menneskeligt og professionelt

Det er derfor vigtigt, at forældre, trænere og ledere udviser en sund dømmekraft, og ikke forfalder til ”heksejagt” ved mistanke om pædofililignende opførsel eller motiver fra en person tilknyttet ØFC.

Ved mistanke om eksempelvis blufærdighedskrænkelse eller upassende opførsel er det med henblik på et eventuelt efterfølgende sagsanlæg en fordel, hvis mere end én voksen iagttager og opfatter en given situation på samme måde.

Voksne skal være opmærksomme på, at børns oplevelser af situationer, voksne på baggrund af børns beskrivelser vil kunne betragtes som pædofili, ofte ikke opfattes sådan af børnene selv.

Det er ligeledes vigtigt af forstå, at mennesker kan have forskellige grænser for graden af fysisk kontakt mellem voksne og børn.

ØFCs handlingsplan

Ved enhver mistanke skal afdelingsformand eller formanden for ØFC kontaktes.

Forældre vil blive kontaktet omgående.

Den pågældende formand kontakter politiet, som tager sig af sagens videre behandling.

ØFC kan være behjælpelig med at skabe kontakt til de sociale myndigheder såfremt det er nødvendigt.

 

Håndtering af en sag i ØFC regi

Der indkaldes til møde mellem klubbens formand, ungdomsformænd samt beredskabsgruppen, som drøfter det videre forløb.

 

Moralsk og etisk adfærd i ØFC

  • Det tilstræbes at nye trænere ikke skal have eneansvaret for et hold børn fra begyndelsen af sin ansættelse.
  • På ture, samt i omklædningsrummet tilstæbes det, at der altid er mindst to trænere, ledere og/eller forældre tilstede
  • Man går ikke i modsatte køns omklædningsrum
  • Trænere, hjælpetrænere og ledere bader ikke sammen med børnene
  • Trænere, hjælpetrænere og ledere inviterer ikke enkelte børn hjem til sig
  • Forældrene opfordres til at deltage i sit barns idrætsliv. De kender deres eget barn bedst, og er derfor bedre i stand til at opdage, hvis barnet mistrives
  • Alle har pligt til at gå til de af ØFC udpegede personer, hvis de hører rygter om eller selv fornemmer/har set overgreb mod børn under 15 år.

Kontaktpersoner i ØFC

Formand: Se kontaktoplysninger under ’Bestyrelse’

Ungdomsformand – drenge: Se kontaktoplysninger under ’Bestyrelse’

Ungdomsformand – pige: Se kontaktoplysninger under ’Bestyrelse’

Links: SBU - Pædofili og børneattester

DIF - Seksuelle krænkelser og børneattester

 

Luk