Menu

Vedtægter

Vedtægter for Ølstykke Fodbold Club

Nedenstående bestemmelser, der træder i kraft ved deres vedtagelse, er ændret og sendt til afstemning på klubbens ordinære generalforsamling afholdt den 23. februar 2023. Bestemmelserne i nærværende vedtægter erstatter alle tidligere vedtægter.

§ 1. Navn og formål
Klubbens navn er Ølstykke Fodbold Club (ØFC), stiftet den 18. maj 1918.
Hjemsted: Ølstykke Klubben er tilsluttet Dansk Idræts Forbund (DIF), Dansk Boldspil Union, De Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI), og medlemmerne er derfor underkastet disse sammenslutningers love og bestemmelser.
Som medlemmer optages voksne og børn, der vedkender sig disse vedtægter samt sammenslutningernes love og bestemmelser, når medlemskab opnås jf. § 8.

§ 2. Klubbens formål
Klubbens formål er at fremme sundhed, bevægelse og det sociale liv i Ølstykke og omegn via fodbold.
Herudover er formålet at udbrede kendskab til fodbold, udvikle medlemmers evne og lyst til at tage del i foreningen og lokalsamfundet.

§ 3. Ledelsen
Klubbens daglige opgaver varetages af:
Formand
Næstformand
Kasserer
I afdelingerne varetages de daglige opgaver af formændene for de enkelte udvalg.

§ 4. Bestyrelsen
Klubbens bestyrelse består af:
Formand
Næstformand
Kasserer
Disse vælges for en 2-årig periode på generalforsamlingen.
Herudover består bestyrelsen af formændene for de enkelte udvalg. Udvalgene vælges på
generalforsamlingen for en 1-årig periode.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Alle medlemmer af bestyrelsen skal være over 18 år, være medlem af klubben (aktiv/passiv) og have en ren straffeattest og børneattest, som skal fremskaffes når et medlem er blevet valgt til bestyrelsen.

§ 5. Generalforsamlingen (ordinær)
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Der afholdes ordinær generalforsamling en gang årligt inden udgangen af første kvartal. Den ordinære generalforsamling har følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent og referent.
2. Valg af 2 stemmetællere.
3. Formanden aflægger bestyrelsens beretning til godkendelse.
4. Afdelingsudvalgene aflægger beretning.
5. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for perioden regnskabsperioden til godkendelse.
6. Indkomne forslag.
7. Valg af formand, næstformand og kasserer.
- Lige år vælges formand, og ulige år vælges næstformand og kasserer.
8. Valg af 1. suppleant til generalforsamlingsvalgte repræsentanter. Valget gælder for 1 år.
9. Valg af udvalg, herunder typer af udvalg samt medlemmer af udvalg og formand for udvalg.
- Hvert udvalg skal bestå af mindst 3 og højest 20 medlemmer. Valgene gælder for 1 år.
10. Valg af 2 revisorer. Valgene gælder for 1 år.
11. Valg af 1 revisorsuppleant. Valget gælder for 1 år.
12. Eventuelt.
Der skal således på generalforsamlingen foretages valg til en række poster, som skal besættes som led i udøvelsen af foreningens interesser og aktiviteter.
Disse poster kan besiddes af stemmeberettigede medlemmer, som er myndige. Ethvert medlem, som er stemmeberettiget og myndig, kan derfor stille op til valg til en af de i ovenfor anførte pkt. 1-12 nævnte i poster.
Bestyrelsen kan indsætte en ny formand i et udvalg, såfremt den eksisterende formand for et udvalg går af i valgperioden. Denne indsættelse kan ske uden afholdelse af ekstraordinær generalforsamling. Bestyrelsens beslutning om at indsætte en ny formand træffes med 2/3 flertal af bestyrelsens medlemmer.

På generalforsamlingen kan deltage samtlige medlemmer i foreningen som ikke er i kontingentrestance på tidspunktet for generalforsamlingen
Alle medlemmer, der er fyldt 15 år på tidspunktet for afholdelsen af generalforsamlingen, har en personlig stemmeret. Disse medlemmer kan udøve deres stemmeret ved at give et andet medlem skriftlig fuldmagt til at stemme på medlemmets vegne. Fuldmagten skal overholde de almindelige regler for en gyldig fuldmagt og kunne forevises på generalforsamlingen. Fuldmagtsmodtageren skal være fremmødt personligt på generalforsamlingen og kan maksimalt afgive stemme på ét andet medlems vegne udover sin egen stemmeret.

Alle medlemmer, der ikke er fyldt 15 år på tidspunktet for afholdelsen af generalforsamlingen, har en
stemmeret, som en forældre eller værge kan udøve på medlemmets vegne, såfremt denne forældre eller værge er fremmødt personligt til generalforsamlingen. Såfremt man er forældre eller værge for flere børn under 15 år har man én stemme per medlem. Det er ikke påkrævet, at forældres eller værgen personligt selv er medlem i foreningen.
For alle medlemmer gælder, at medlemmet ikke må være i kontingentrestance på tidspunktet for
generalforsamlingen, førend en stemmeret kan udøves.
Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske med mindst 21 dages varsel gennem opslag i klubhuset, samt på klubbens hjemmeside, eller andet offentligt tilgængeligt medie. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal i skriftlig form være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. 7 dage før generalforsamlingen offentliggøres dagsorden herunder revideret regnskab og budget samt evt. indkomne forslag.

Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed bortfalder
forslaget. Ved vedtægtsændringer kræves 2/3 flertal af klubbens samlede stemmeberettigede medlemmer. Kan der ikke opnås 2/3 stemmeflertal blandt klubbens samlede stemmeberettigede medlemmer, indkaldes der automatisk til ekstraordinær generalforsamling, hvor vedtægtsændringer kan vedtages med 2/3 flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
Senest 14 dage efter generalforsamlingen konstituerer afdelingsudvalgene sig og formændene for de enkelte udvalg får sæde i bestyrelsen i overensstemmelse med § 4. Udvalgene fastsætter selv deres forretningsorden. Af generalforsamlingens forløb optages et referat, der underskrives af generalforsamlingens dirigent og referent.

§ 6. Ekstraordinære generalforsamlinger
Ekstraordinære generalforsamlinger kan indkaldes, så ofte en enig bestyrelse finder anledning hertil, eller såfremt mindst 10% af medlemmerne tilstiller bestyrelsen en skriftlig begæring herom, indeholdende oplysninger om de spørgsmål, der ønskes behandlet. Senest 14 dage efter begæringen skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling efter de regler, der gælder for ordinære generalforsamlinger jf. § 5. Ekstraordinære generalforsamlinger er underkastet de samme regler som ordinære generalforsamlinger jf. § 5

§ 7. Økonomi
Bestyrelsen træffer beslutninger i alle økonomiske forhold. Formanden og kasseren er tegningsberettigede for klubben i alle økonomiske forhold.
Bestyrelsen kan meddele bemyndigelse til klubbens forretningsfører, samt meddele udvalg kompetence til inden for nærmere fastsatte rammer, at forvalte dele af klubbens økonomi. Kassereren har ansvaret for, at der føres et bogholderi over klubbens indtægter og udgifter, der muliggør styring af klubbens økonomi. Der skal føres medlemskartotek, og en medlemsfortegnelse skal afleveres til Egedal Kommune til brug for ansøgning om tilskud.

Bestyrelsen aflægger et årsregnskab senest den 30. juni hvert år, som fremlægges af kassereren til
godkendelse på klubbens generalforsamling. Årsregnskabet skal aflægges i overensstemmelse med god regnskabsskik og skal revideres i overensstemmelse med god revisionsskik.
Bestyrelsen fastsætter nærmere regler for opbevaring og placering af klubbens midler.
Kontingentet fastsættes af bestyrelsen på baggrund af et af bestyrelsen udarbejdet budget. Kontingent skal betales af alle medlemmer to gange årligt, som forfalder til betaling i halvårligt.
Ledere og trænere, der automatisk er passive medlemmer jf. § 8 er fritaget fra kontingentkravet, medmindre de samtidig er spiller på et hold i foreningen.
Hel eller delvis fritagelse fra kontingent kan imødekommes af bestyrelsen når særlige forhold taler herfor.
Intet medlem må uden særlig aftale med bestyrelsen være i restance.

§ 8. Medlemskab, ind- og udmeldelse og eksklusion
Foreningen kan optage aktive såvel som passive medlemmer.
Ledere og trænere i foreningen er automatisk passive medlemmer med de rettigheder og forpligtelser, der følger af de øvrige bestemmelser i nærværende vedtægter.
Ind- og udmeldelse sker ved henvendelse til klubbens Forretningsfører eller online via ØFC’s hjemmeside.
Overtrædelse af klubbens eller tilsluttede sammenslutningers love og bestemmelser, kan medføre karantæne eller eksklusion. Beslutninger om karantæne og eksklusion træffes af den samlede bestyrelse med 2/3 flertal. Et medlem kan dog ikke ekskluderes uden forudgående høring. En eksklusion kan indankes på klubbens førstkommende generalforsamling.
Medlemmer kan ekskluderes eller idømmes karantæne, såfremt medlemmet udviser en grov usportslig optræden eller på anden vis udviser en adfærd, som begrunder en sanktion. Beslutning om eksklusion baseret på det foregående kan alene træffes med 2/3 flertal af bestyrelsen.

§ 9. Æresmedlemmer
Personer, som har ydet en særlig fortjenstfuld indsats for ØFC eller på anden vis har haft en særlig betydning for klubben, kan af bestyrelsen udnævnes til æresmedlem.
Æresmedlemmet er livsvarigt kontingentfrit medlem af klubben og har et medlems rettigheder i øvrigt.
Æresmedlemmet modtager et diplom, og der opsættes i klubhuset en markering af æresmedlemskabet.

§ 10. Klubbens opløsning
Såfremt klubben ønskes opløst på grund af manglende tilslutning, kan dette kun ske på en generalforsamling med dette ene formål, og hvor mindst ¾ af de stemmeberettigede i klubben skal give møde. Til opløsning af klubben kræves der 2/3 ja-stemmer blandt de fremmødte stemmeberettigede. Såfremt der ikke er mødt et tilstrækkeligt antal stemmeberettigede til denne generalforsamling, indkaldes der med 14 dages varsel til en ny, og denne generalforsamling er beslutningsdygtig med ovennævnte flerhed uanset antallet af fremmødte.
Såfremt klubben opløses i henhold til denne bestemmelse, tager generalforsamlingen samtidig beslutning om det nødvendiggjorte salg af ejendele, afvikling af forpligtigelser og anvendelse af evt. formue, dog således at simpel stemmeflerhed er afgørende. Klubbens evt. midler skal dog altid komme sporten i Ølstykke til gode.

Luk